Knud Sørensen samlede kyllingeben som dreng for at tjene en skilling. Drengene gik rundt til hønsegårde og hønsehuse og fik ben, og så kom de hen til vejemesteren og fik det vejet ind. En gang var de kommet til at putte lidt jern i sækken. De fik en reprimande af vejemesteren, men jernet blev vejet ind alligevel. Pengene brugte de på at købe appelsiner og bananer for, for den slags luksus fik de ikke derhjemme.

Officielt måtte drengene ikke gå gennem Blaakilde, men det var jo spændende, så de fik lov, bare de passede på bilerne.

Når Knud Sørensen badede i den kommunale badeanstalt i Mariager Fjord, måtte han skubbe tarme til side. Han svømmede tværs over fjorden og tilbage igen.

Som voksen var Knud Sørensen mekaniker på Autocentralen WV Hobro. Han kom tit på Ford for at hente reservedele, og det var Ford, der havde Blaakildes biler. Det var meget fint at have de biler. Direktøren, Palle Mogensen, stod i sorte laksko og sort tøj, og ham tog man hatten af for.

Knud Sørensens svigerfar, Alfred Jensen, arbejdede i Blaakildes fedthus i mange år. Når vognmanden kom for at få tanken fyldt op med fedt, stod de ansatte i kø med diverse beholdere, for Vetter havde nemlig lige kørt med rom, og der var gerne en slant tilbage.